Denne opskrift på stroganoff med kylling er jo en variant af den populære Boeuf Stroganoff men hvor kødet er byttet til kylling. Det giver en lidt lettere ret, som også er hurtigere at lave, fordi kødet ikke skal simres mørt på samme måde som i den originale ret. Og så giver det bare en superlækker gryderet med kylling, som man kan bruge både i hverdagen og i weekenden.
Der anvendes:
- 500 g kyllingebryst
- 2 fed hvidløg finthakket
- 1 løg finthakket
- 2 tsk sød paprika
- 0.25 tsk røget paprika
- 2 tsk dijonsennep
- 300 gram svampe fx champignon
- 1 dl hønsefond
- 1 dl fløde
- 2 dl cremefraiche 18%
- salt og friskkværnet peber
- smør til stegning
- evt. sødning
- frisk persille til drys
Fremgangsmåde:
1: Skær kyllingen i strimler. Skær svampene i kvarte.
2: Smelt smørret i en gryde og sauter løg og hvidløg, til de er klare i farven. De skal ikke tage farve. Tilsæt kyllingen og lad den brune af. Tilsæt krydderier og lad det svitse med et øjeblik. Tilsæt svampene og lad dem falde en anelse sammen.
Hæld fond og fløde på og lad det koge op.
Lad retten simre i ca. 5-10 minutter.
Smag til med sennep og krydderier og juster evt. med en anelse sødning.
Rør cremefraiche i og lad det simre med i 2 minutter.
Server med hakket persille og fx dampet broccoli eller squashspaghetti.