Kategoriarkiv: Jul

AND (DANSK) LANGTIDSSTEGT

Der anvendes:

  • 1 and på mindst 3000 gram
  • 2 Belle de Boskop æble                
  • 1 pose svesker uden sten
  • 1 liter vand
  • salt og peber

Fremgangsmåde:

1: Rens anden og gnid den med salt og peber, inden den fyldes med æblestykker og svesker, der har ligget i blød i vand nogle timer. Luk hullet med kødnåle.

2: Læg anden med brystet nedad på en bradepande med rist og sæt den i en 130 grader varm ovn. Hæld vand i bradepanden og lad den stege fire timer, inden den vendes og steges yderlig halvanden til to timer. I alt skal stegetiden være på ca. 6 timer.

3: Nu er skindet sprødt og lækkert, anden er saftig og mør, meget velsmagende og ikke svundet særlig meget. Giv evt. Lidt hård varme eller grill de sidste minutter.

4: Lav sauce af skyen fra bradepanden (husk at si skyen for fedt) og server med brunede kartofler, rødkål og agurkesalat.

RIS A LÁMANDE

Der anvendes:

  • 130 gram grødris
  • 1 liter mælk
  • korn fra 1 stang vanilje
  • 50 – 100 gram smuttede hakkede mandler
  • 2 – 4 spsk. sukker
  • ca. 8 dl piskefløde
  • eventuelt 1 – 2 spsk. madeira eller sherry

Fremgangsmåde:

1: Smør en tykbundet gryde med smør. Bring mælken i kog. Drys risene i under omrøring. Tilsæt en flækket vanillestang. Dæmp varmen. Læg låg på gryden. Kog grøden ved svag varme i ca. 50 minutter, rør af og til i gryden. Når risene er kogt, slukkes for varmen, og risene sættes til afkøling.

2: Rør den nu kolde grød med mandler, sukker, vanille korn og eventuelt madeira eller sherry. Pisk flødes til skum.

vend den i grøden, som nu sættes kold, indtil den skal serveres.

Servering: Serveres med kirsebærsauce til. Husk en hel mandel til mandelgaven.

ÆBLESKIVER

Der anvendes: Til ca. 30 stk.

  • 240 gram mel (4 dl.)
  • 1 tsk. reven citronskal
  • 0,5 tsk. natron
  • 1 spsk. sukker
  • 0,25 tsk. salt
  • ca. 4 dl. kærnemælk
  • 3 æg
  • 50 gram smeltet smør
  • Smør til bagning

Fremgangsmåde:

1: Hæld væske og øvrige ingredienser i et blenderglas, undtagen æggehviderne. Blend alt 2 minutter, eller pisk alle ingredienserne til en tyk jævning.

2: Lad dejen hvile i ca. 30 minutter. Pisk hviderne meget stive og vend dem i dejen. Hæld dejen i en kande. Smelt fedtstoffet til bagning.

3: Varm æbleskivepanden op. Hæld 1 tsk. smeltet fedtstof i hvert hul. Fyld hullerne 3/4  med dejen. Bag æbleskiverne ved jævn varme. Vend dem med en kødpind, så snart de har dannet skorpe og er lysebrune. Der skal være så meget flydende dej, at æbleskiverne kan danne en bue på den anden side. Vend hele tiden æbleskiverne så de bliver jævnt bagt.

Inden servering drysses æbleskiverne med lidt flormelis.

TARTELETTER MED HØNS I ASPARGES

Tid i alt 45 min.

Holdbarhed: 2 dage

Der anvendes: Til 4 personer

  • 2 Kogte kyllingebryst eller hønsebryst
  • 3 dl grøntsagsbouillon
  • 1 gulerod, i tern
  • 1 løg, i tern
  • 2 laurbærblade
  • 5 peberkorn
  • 1 tsk salt

Fyld til Tarteletter

  • 40 gram smør
  • 2 spsk. hvedemel
  • 4 dl mælk
  • 200 gram hvide asparges
  • salt
  • sort peber, friskkværnet

Derudover

  • 12 tarteletter
  • 1 håndfuld persille
  • flagesalt
  • sort peber, friskkværnet

Fremgangsmåde

1: Kom hønsebryst eller kyllingebryst i en gryde med grøntsagsbouillon, en gulerod, 1 løg, peberkorn, salt og laurbærblade og lad det simrekoge i 15 minutter. Gem 3 dl kogevand til tarteletsaucen.

Tarteletter

Smelt smør i en gryde og pisk mel i til en melbolle. Pisk derefter mælk i, lidt efter lidt til saucen er helt jævn. Kog op og lad saucen koge igennem 1-2 minutter under omrøring og smag til med salt, peber og juster konsistensen med kogevand fra kyllingen/hønen.

Skær hønsekødet i tern, dræn asparges og kom det i saucen.

Lun tarteletterne i ovnen efter anvisning på pakken.

Fyld de lune tarteletter med sauce og pynt med persille og kværn sort peber over, samt et lille drys flagesalt.

Kilde: Valdemarsro

KONFEKTSTYKKER MED NOUGAT OG MARCIPAN

Små lækre konfektstykker med nougat og marcipan er en klassiker og fast tradition på vores konfektbord i juledagene – og nu kunne vi ikke vente længere, så vi er i fuld gang med julehyggestunder herhjemme.

Her har jeg fyldt ristede lækre hasselnødder i nougatmassen og drysset både lidt bitre sprøde kakaonibs, hasselnødder og festligt spiseligt guldglimmer over – det både pynter og balancere den søde konfekt.

Tid i alt 3 timer
Arbejdstid 30 min.
Holdbarhed 2 uger
Antal 30 stk.

Der anvendes

• 200 g marcipan
• 75 g hasselnødder
• 200 g nougat
• 75 g mørk chokolade
• 1 knivspids flagesalt
• Overtræk og evt. pynt
• 125 g mørk chokolade
• 1 spsk. kakaonibs
• guldstøv, spiseligt

Fremgangsmåde:

Rul marcipanen ud og kom i en form med bagepapir (ca. 20×20 cm)

Rist hasselnødderne på en tør varm pande til hinderne sprækker og kan gnides af. Kom hasselnødderne i et rent klæde og brug det til at gnubbe alle hinderne af, hak derefter hasselnødderne groft.

Kom chokolade og nougat i en skål og smelt det under omrøring over et vandbad. Tag skålen af varmen, når det er smeltet og rør 50 g hasselnødder og salt i (hak resten resten af hasselnødderne fint og gem dem til pynt).

Fordel nougatmassen på marcipanen og glat det ud, så det ligger jævnt. Stil det i køleskab i to timer.

Temperer chokoladen. Tag nougatfadet ud af køleskabet og vende den rundt, så marcipan bunden er øverst. Pensl et tyndt lag chokolade på marcipanen. Chokoladen vil størkne med det samme på den kolde marcipan. Kom det hele konfektstykke tilbage i formen med nougatsiden opad. Hæld resten af den tempererede chokolade på og drys med kakaonibs, finthakkede hasselnødder og guldstøv.

Skær ud i firkantede konfektstykker.

Tip til opskriften
Opbevar de små konfektstykker i en lufttæt beholder, evt en småkagedåse og helst ikke i køleskabet, da det gør chokoladen mat og lidt kedelig. Ideelt kan de opbevares i en beholder i et mørkt køligt skab.

Brug en helt skarp kniv til at skære dem ud, evt en brødkniv.

Når nougat og chokolade smeltes sammen giver den en lækker og knap så sød nougat, som egner sig godt til en mere fast konfekt.

Du kan variere med andre nødder eller kerner, fx mandler, pinjekerner eller valnødder

Marcipanen kan æltes med lidt fintrevet appelsinskal, lidt contreau eller Grand Marnier, for lidt ekstra smag til den lækre marcipan.

ENGELSK JULEKAGE

Tid i alt 21 dage
Arbejdstid 2 timer
Holdbarhed 4 måneder

Engelsk julekage er en lækker konfektkage, som skal laves i rigtig god tid inden juletiden. Et perfekt bageprojekt til os, der i starten af november kan mærke det kribler, for at komme i gang med juleforberedelserne.

En rigtig klassisk engelsk julekage skal laves i god tid. Kagen er fyldt med tørrede frugt og alkohol, som står og trækker længe og gør, at kagen bliver bedre og bedre, som ugerne går. Den holder sig godt, så man skal ikke være nervøs for, om den kan holde til jul. Hvis I bager kagen i starten af november, så er den klar til at blive pyntet og spist fra midten af december.

Der anvendes:

• 150 gram rosiner, lyse
• 150 gram rosiner, mørke
• 100 gram tørret abrikos, finthakket
• 100 gram figner, tørrede, finthakket
• 150 gram dadel, finthakket
• 75 gram mandler, grofthakket
• 100 gram korender
• 1 dl portvin
• 1 dl mørk rom
• 200 gram hvedemel
• 50 gram mandelmel
• 0,50 tsk. stødt nellike
• 1 tsk. kanel
• 0,50 tsk. stødt ingefær
• 1 knivspids stødt kardemomme
• 1 økologisk appelsin, fintrevet skal + saften herfra
• 1 tsk. bagepulver
• 250 gram smør
• 200 gram brun farin
• 4 æg

Derudover

• 0,50 dl mørk rom

Overtræk til kagen

• 3 spsk. abrikosmarmelade
• 1 spsk. mørk rom
• 200 gram marcipan
• 4 spsk. flormelis

Glasur

• 2 æggehvide
• 250 gram flormelis
• 50 gram hvid fondant
• 1 knivspids spiseligt sølvstøv

Fremgangsmåde

1: Sæt rosiner, abrikos, figner, dadler, hakkede mandler og korender i blød i en beholder med låg. Hæld portvin og rom over, sæt låg på og lad det trække 1-2 timer.

2: Bland mel, mandelmel, nelliker, kanel, ingefær, kardemomme, revet appelsinskal og bagepulver sammen i en ren skål.

Pisk smør og farin til det er luftigt og pisk derefter et æg ad gangen i og gør det sammen med mel og krydderi blandi3ngen.

3: Rør de iblødsatte frugter, hakkede mandler og overskydende væde, samt appelsinsaft i dejen og rør dejen godt sammen.

4: Smør en høj springform på cirka 20 cm i diameter og kom bagepapir i.

5: Hæld dejen i formen og bag kagen i en forvarmet ovn ved 150 grader varmluft i 1 time. Skru ned for varmen til 110 grader og bag kagen yderligere 2 timer. Hvis kagen bliver for mørk, så læg en tallerken eller et låg over.

6: Tag kagen ud af ovnen, lad den køle helt af i formen. Prik kagen flere steder med en gaffel eller træspyd og hæld langsomt cognac eller rom over kagen, så det når at trænge ned i kagen. Var der væde til overs fra iblødsætning af de tørrede frugter, så hæld også det over kagen.

7: Pak kagen godt ind i bagepapir og derefter i folie eller plast. Opbevar kagen mørkt, tørt og køligt. Et skab med en temperatur på omkring 18 grader er glimrende. Kagen skal trække i minimum 2 uger inden den pyntes og spises, men den kan holde sig i månedsvis.

Pynt kagen

1: Rør abrikosmarmelade med rom og smør kagen op med marmeladen.

2: Rul et tyndt lag marcipan ud på bordpladen drysset med lidt flormelis.

3: Rul først en marcipanstrimmel ud til at dække kanten af kagen og derefter en cirkel til toppen. Læg marcipanen på og samle kanterne pænt.

4: Pisk æggehvide og flormelis til en tyk glasur og smør kagen op med en paletkniv, så glasuren lægges flot på kagen.

5: Rul fondant ud og stik stjerner ud, samt tril små kugler og pynt kagen med stjernerne. Drys lidt spiseligt sølvstøv over, når glasuren har sat sig.

6: Opskriften giver ca. 24 stykker kage.

Tip til opskriften

Efter kagen er pyntet, kan den fortsat fint holde sig i ugevis – og måske lige frem i månedsvis. Jeg opbevarer den fortsat i et køligt skab, dækket af en skål der er vendt på hovedet over den, så den flotte glasur og pynt ikke ødelægges.

Du kan bruge mørke eller lyse rosiner, eller en blanding alt efter smag.

I stedet for abrikos marmelade kan du bruge appelsinmarmelade til at smøre kagen op med.

Som alternativ til mørk rom kan du bruge lys rom eller cognac

Som alternativ til portvin kan man bruge sherry.

En engelsk julekage rækker til mange serveringer, for det er en tung og mættende konfektkage.

Prøv gerne at variere de tørrede bær og frugter med andre tørrede bær.

Du kan pynte den helt som du ønsker eller blot undlade pynt. Den er også skønt, blot med marmelade og marcipan. Glasur og fondant er til min personlige smag mest til pynt og ser jo virkelig fin og festlig ud på bordet.

En kage giver minimum 24 gode stykker mættende julekage

Vil du bage den i en anden størrelse form, end den jeg bruger i opskriften, så har jeg lavet en beregner til dig her, som du kan bruge til at finde ud af hvor meget du skal gange opskriften op eller ned med.

Kilde: Valdemarsro
https://www.valdemarsro.dk/engelsk-julekage/

Rødkål, kogt (Brødrene Price)

Rødkål er et fantastisk tilbehør til kødretter som frikadeller, flæskesteg, andesteg og meget mere. Denne opskrift på rødkål er nem at lave – det meste af tiden står den og passer sig selv i gryden. James og Adam Prices lavede denne opskrift på rødkål da de var I Elkhorn i USA, hvor de serverede dansk julefrokost for den lille by.

Der anvendes:

Tilberedningstid 2 timer

Til ca. 8 personer

  • 1 kg rødkål
  • 100 g smør
  • 1 dl lagereddike
  • 1-2 tsk. salt
  • 2-3 dl konc. ribssaft
  • 3 spsk. sukker
  • (efter smag)
  • 1-2 spsk. fedt (fra ande- eller flæskesteg)
  • 1 spsk. ribsgele (efter smag)
  • 4-5 stk. kryddernelliker
  • 1 tsk. Kommen (kan udelades)

FREMGANGSMÅDE

Skær kålen i ganske tynde strimler og del den yderligere i mindre stykker. Smelt smørret i en gryde og kom kålen ved.

Lad kålen stege over middel varme, mens der hele tiden røres rundt, indtil kålen er faldet helt sammen. Tilsæt eddike, ribssaft og salt samt krydderier, læg låg på og lad kålen simre helt roligt i mindst to timer.

Rør i rødkålen med jævne mellemrum og tilsæt evt. lidt mere ribssaft eller lidt vand, hvis den koger tør. Smag den så til med ribsgele, lidt stegefedt og evt. lidt mere sukker og salt.

TIP: Lav gerne rødkålen nogle dage før, den skal bruges – den bliver bedre af at stå og trække lidt. Hvis man kan lide det, kan man smage kålen til med lidt brun kommen.

GÅSTESTEG MED ÆBLER OG PORTVINSMARINEREDE SVESKER

Tid i alt 5 dage
Arbejdstid 2 timer
Holdbarhed 2 dage
Antal: 6 pers.

Der anvendes:

• 1 gås, 4,5 kg
• Saltlage
• 5 liter vand
• 500 gram salt
• 250 gram sukker

Fyld til gåsen

• 200 gram svesker, uden sten
• 2 dl portvin
• 4 æble, i tern
• 3 rødløg, skåret i kvarte
• salt
• sort peber, friskkværnet

Til at komme i bradepanden og saucen

• indmaden fra gåsen
• 2 rødløg, skåret i kvarte
• 4 gulerod, i grove tern
• 4 stængler bladselleri, i grove tern
• 1 porre, i grove skiver
• 4 laurbærblade
• 2 stængler frisk timian
• 10 peberkorn
• 2 liter vand

Fremgangsmåde

Tø gåsen op i køleskab – 4 dage før stegning.
Sæt gåsen til at tø langsomt op i køleskab eller udenfor hvis temperaturen udendørs er stabil omkring 5-7 grader. Det tager 3-4 døgn at tø gåsen op langsomt.

Læg gåsen i saltlage – 1 dag før stegning
Tag posen med indmad ud af gåsen, kom indmaden i en skål med låg og stil det i køleskabet til næste dag.

Kom gåsen i en stor balje. Kog 5 liter vand op med salt og sukker og lad det køle helt af. Kom salt og sukkerlage i baljen til gåsen og kom evt. ekstra koldt vand i, til gåsen er helt dækket. Lad den stå koldt i saltvandet i et døgn, gerne overdækket udendørs.

Svesker iblødsættes – 1 dag før stegning
Læg sveskerne i blød i portvin.

Ved stegning
Dup gåsen tør indvendigt og udvendigt med køkkenrulle og gnid den med salt og peber, også både indvendigt og udvendigt.

Kom svesker udblødt i portvin, æbler i tern, rødløg, salt og peber i en stor skål og vend det godt sammen. Fyld det i gåsen og luk åbningen med kødnåle.

Læg kråse og indmad fra gåsen i bunden af bradepanden sammen med løg, gulerødder, bladselleri, porre, laurbærblade, timian og peberkorn.

Læg gåsen med brystet ned i bradepanden og sæt i en kold ovn ved 125 grader almindelig ovn (ikke varmluft) og steg i 2 1/2 time.

Tag gåsen ud og pluk rester af fjerstubbe og fjerpigge af. Det er nemmest, når gåsen har stegt i nogle timer og beregn gerne at det tager lidt tid. En lille madpincet er god at have ved hånden til arbejdet.

Sæt ovnens temperatur til 150 grader. Læg gåsen på en grillrist over bradepanden med brystet vendt op og sæt den i ovnen igen. Hæld vand i bradepanden til fyldet og sæt et stegetermometer i gåsen ved det tykkeste sted mellem lår og bryst. Steg videre i 1 time, eller til gåsen har en kernetemperatur på 65 grader. Hæld væde fra bradepanden over gåsen hver halve time undervejs.

Tag gåsen ud, hæld væde og fyld fra bradepanden gennem en finmasket sigte i en skål. Kasser fyldet og sæt skålen med fond i køleskabet. Brug fonden til sovsen.

Kom 2 dl vand i bradepanden, så fedtet fra gåsen ikke brænder fast og sæt gåsen i ovnen igen. Hæv temperaturen til 230 grader og steg til gåsen har en kernetemperatur på 72 grader, giv den evt. et par minutter ved endnu højere temperatur for sprødt skind og tag den ud, når gåsen er 73-74 grader.

Lad den hvile uden at være dækket over i 10-15 minutter på køkkenbordet. Temperaturen stiger en smule, mens den hviler og skal gerne lande på 75 grader.

Fjern fedt fra fonden og tilbered julesaucen.

Tips til gåsesteg
Om at komme gåsen i saltlage
Det kaldes også for en mild sprængning af gåsen og giver det lækreste saftige kød. Jeg har både lavet gåsestege med og uden dette trin adskillige gange. Det allerbedste saftige møre gåsekød, fyldt med smag får man af at lægge gåsestegen i den kolde saltlage et døgns tid inden den steges, så det kan varmt anbefales.

Tilbered gåsen dagen før juleaften
Jeg tilbereder ofte selv julestegen dagen før juleaften. Når gåsen er kølet en smule af, er den nemmere at partere i pæne stykker, som anrettes i et ovnfast fad og det går ikke ud over smag eller saftigt kød at være i god tid. Kom stegeskyen gennem en sigte i en beholder og stil skyen i køleskabet. Når den er kølet af, er sky og fedt perfekt adskilt og det er nemt at skrabe fedtet af skyen. Brug fedtet til at pensle gåsestegen med. Brug gerne rigeligt med fedt!

Tag det ovnfaste fad ud af køleskabet halvanden time før servering og lad den temperere på køkkenbordet.
En halv time før servering: Sæt fadet med gås og fedt i en kold ovn med staniol over gåsen og varm op til 100 grader. Den er klar til servering efter 30 minutter. Er sværen ikke helt sprød, så giv den 1-2 minutter grill uden staniol over.

Gåsefedt
Gåsefedt kan gemmes og er dejligt at stege i. Brug det til biksemad, råstegte kartofler, grøntsager mv.

Valg af æbler
Æblerne må gerne være lidt syrlige og gode madæbler, men de fleste lidt syrlige æbler kan sagtens bruges. Skræl dem og skær dem i grove tern.

Svesker
Som alternativ til portvin kan sveskerne også udblødes i sherry. Begge dele giver en skøn saftig smag til fyldet, stegen og saucen.

Størrelsen på gåsen – mere eller mindre tid.
I opskriften er der i stegetiden taget udgangspunkt i en lille gås på cirka 4,5 kg. Regn med ca. 1/2 time mere eller mindre pr halve kg. som din gåsesteg varierer fra de 4,5 kg.

BRUNEDE KARTOFLER (BRØDRENE PRICE)

Brunede kartofler er en uundværlig ingrediens til en god julemiddag. James og Adam Price lavede opskriften i programmet ‘Spise med Price’, da de var i den lille dansk/amerikanske by Elk Horn. Både kartoflerne og karamelsaucen kan forberedes i forvejen, og gør det nemt og hurtigt at lave de brune kartofler færdige, lige inden middagens skal serveres.

INGREDIENSER

Til 8 personer – Tilberedningstid ca. 40 minutter.

• 2 kg små kartofler
• 180 g sukker
• 50 g smør
• 2-3 dl vand

Fremgangsmåde:

1: Kog kartoflerne, pil dem og lad dem køle af. De må hellere være lidt underkogte end alt for møre.

2: Lav karamelsovsen ved at smelte sukkeret på en pande, til det bliver mørk karamel, tilsæt smørret og derpå vandet. Lad det koge igennem, mens der røres, indtil al karamellen er smeltet, og sovsen er flydende. Det kan man forberede i god tid.

3: Inden servering varmes karamelsovsen op i panden, kartoflerne tilsættes og koger i karamellen i 4-5 minutter, mens panden jævnligt rystes, til kartoflerne er gennemvarme og glaserede af karamel.

FLÆSKESTEG MED SPRØD SVÆR

Tid i alt 3 timer
Arbejdstid 30 min.
Holdbarhed 3 dage
Antal 4 pers.

Der anvendes:

• 1 kg svinekam
• 2 spsk. flagesalt
• sort peber, friskkværnet
• 8 laurbærblade, (kan undlades)
• 4 stængler frisk timian, kviste (kan undlades)
• 2 dl vand

Fremgangsmåde

Trin 1
Svinekammen er ofte forskåret i sværen fra slagteren – men den skal gerne tjekkes efter med en skarp kniv.
Der skal skæres igennem sværen, igennem fedtet og lige akkurat ned til der hvor kødet starter eller lige før. Man må endelig ikke skære ned i kødet, for så vil kødsaften gøre sværen blød under stegning og det er sværere (men ikke umuligt) at få en sprød svær.

Trin 2
Stød gerne salten helt fint i en morter og bland den med friskkværnet peber, gnid derefter grundigt ud i sværen og ned mellem hver en rille i sværen. Det gør en stor forskel i forhold til at få den perfekte svær, at der er gnedet godt med salt ned mellem rillerne i flæskestegen.

Trin 3
Sæt flæskestegen på en rist, lagt over en bradepande – eller et ovnfast fad med tilhørende rist. Kom laurbærblade og timian under flæskestegen på risten. Risten bruges til at hæve flæskestegen lidt over fadet, så den ikke kommer direkte i kontakt med væden.
Sørg for at sværen ligger nogenlunde i lige højde – læg evt. en skrællet kartoffel under den ene ende af stegen, for at sørge for at den ligger helt lige. Det sikrer en jævnt stegt sprød svær.
Kom vand i bunden af bradepanden. Det skal ikke røre flæskestegen, men være under risten.

Trin 4
Sæt flæskestegen i en kold ovn! Tænd på 125 grader varmluft og steg i 2 timer.
Skrue op til 200 grader og steg videre i 30 minutter.
Skrue til sidst temperaturen op til 225 grader og steg videre til sværen er sprød. Det tager cirka 15-20 minutter, og hvis det tager længere tid end det, så kan der sluttes af med en smule grill til sidst.

Grill plejer ikke at være nødvendigt, men det kan hjælpe på at få en sprød svær til sidst, hvis der enten er trængt kødsaft op i sværen (hvis ridserne har været for dybe) eller hvis der ikke er gnedet nok salt mellem sværene.

Trin 5
Lad flæskestegen hvile på et skærebræt i 15 minutter inden den skæres ud.

Tip til opskriften
Temperaturer og stegetermometer: Hvis du har det bedst med stegetermometer eller skal lave en væsentligt mindre eller større flæskesteg, så stik et stegetermometer ind i siden af stegen, så spidsen sidder på det tykkeste sted i midten af stegen.

Temperaturen i stegen skal være 52-55 grader, når ovnen skrues op til 225 grader.

Derefter skal sværen gerne være sprød, når temperaturen på stegetermometeret er 65 grader. Hvis sværen ikke er sprød, når stegen er 65 grader, så sæt ovnen på grill indtil sværen er sprød.

Tag stegen ud af ovnen, når temperaturen er 68 grader og lad den hvile uden at være overdækket i 10 minutter inden den skæres ud.

Kernetemperaturen i en flæskesteg skal være 70 grader og temperaturen stiger under hviletiden på køkkenbordet.

Laurbærblade og timian giver en skøn smag til flæskestegen, men kan sagtens undlades. Jeg placerer dem under flæskestegen på risten.

Uanset opskrift, så skal man holde godt øje med sin flæskesteg og tilpasse tider efter egen ovn. Ovne er meget forskellige og er du i tvivl, så brug et stegetermometer!

Kilde: Valdemarsro