Tid i alt: 45 min. Antal: 4 pers.
Frisk og spicy ingefær kylling med appelsin, som smager vildt lækkert med sesamris og et grønt drys.
De lækre kyllingestykker får en fantastisk smag fra ingefær og appelsinen, som bliver frisk, saftig og får et dejligt strejf af krydderier og spiller perfekt sammen med spinat, som giver lidt godt grønt til retten.
Appelsin er i højsæson henover vinteren, så retten er bedst fra december og frem de første måneder af året, hvor appelsinerne er særligt saftige og søde.
Der anvendes:
Marinade
- 15 g ingefær, fintrevet
- 1 appelsin, saften herfra
- 3 spsk. sød chilisauce
- 1 spsk. soja
- 1 knivspids stødt nellike
- 1 tsk kanel
- 1 spsk. sesamolie
- 1 spsk. olivenolie
Kylling og grønt
- 400 g kyllingefilet, i tern
- 150 g baby spinat
- 2 appelsin, fileteret i både
- 2 forårsløg, fintsnittet
- 25 g sesamfrø, ristede
Sesamris
- 3 dl basmatiris
- 1 spsk. sesamolie
- 25 g sesamfrø, ristede
- sort peber, friskkværnet
Fremgangsmåde
Marinade
Rør marinaden sammen og vend kyllingen i marinaden. Lad den stå i minimum 15 minutter – og gerne længere, fx fra morgenstunden til om aftenen.
Sesamris
Kog risene i letsaltet vand efter anvisning på emballagen. Vend de frisktkogte varme ris med ristede sesamfrø og friskkværnet sort peber og dryp lidt sesamolie over. Hold risene lune i gryden under et låg.
Ingefærkylling med appelsin
Varm imens en pande op med lidt olie. Tag kyllingestykkerne op af marinaden og steg kyllingen ved høj varme til de er gyldenbrune. Kom det overskydende marinade ved og lad kyllingestrimlerne simre, til de er gennemstegte.
Vend til sidst babyspinat med kyllingen på panden til den falder sammen og kom appelsinfiletterne på panden, så de bliver lune.
Servering
Anret på tallerkener eller i skåle med sesamris, ingefærkylling med appelsin og et drys forårsløg og ristede sesamfrø.
Tip til opskriften
Vil du gerne have mere grønt til retten, så server gerne med dampet broccoli eller med bagt blomkål.
Som alternativ til kylling ved retten også være virkelig lækker med svinemørbrad eller koteletter skåret i strimler.
Kyllingen kan fint stå i marinaden fra aftenen før eller fra morgenstunden til maden skal tilberedes om aftenen. Det giver ekstra god smag til retten.
Har du lyst, så kan du også komme et par fed hvidløg ved marinaden.
Kilde: Valdemarsro