Tag-arkiv: Marcipan

KONFEKTSTYKKER MED NOUGAT OG MARCIPAN

Små lækre konfektstykker med nougat og marcipan er en klassiker og fast tradition på vores konfektbord i juledagene – og nu kunne vi ikke vente længere, så vi er i fuld gang med julehyggestunder herhjemme.

Her har jeg fyldt ristede lækre hasselnødder i nougatmassen og drysset både lidt bitre sprøde kakaonibs, hasselnødder og festligt spiseligt guldglimmer over – det både pynter og balancere den søde konfekt.

Tid i alt 3 timer
Arbejdstid 30 min.
Holdbarhed 2 uger
Antal 30 stk.

Der anvendes

• 200 g marcipan
• 75 g hasselnødder
• 200 g nougat
• 75 g mørk chokolade
• 1 knivspids flagesalt
• Overtræk og evt. pynt
• 125 g mørk chokolade
• 1 spsk. kakaonibs
• guldstøv, spiseligt

Fremgangsmåde:

Rul marcipanen ud og kom i en form med bagepapir (ca. 20×20 cm)

Rist hasselnødderne på en tør varm pande til hinderne sprækker og kan gnides af. Kom hasselnødderne i et rent klæde og brug det til at gnubbe alle hinderne af, hak derefter hasselnødderne groft.

Kom chokolade og nougat i en skål og smelt det under omrøring over et vandbad. Tag skålen af varmen, når det er smeltet og rør 50 g hasselnødder og salt i (hak resten resten af hasselnødderne fint og gem dem til pynt).

Fordel nougatmassen på marcipanen og glat det ud, så det ligger jævnt. Stil det i køleskab i to timer.

Temperer chokoladen. Tag nougatfadet ud af køleskabet og vende den rundt, så marcipan bunden er øverst. Pensl et tyndt lag chokolade på marcipanen. Chokoladen vil størkne med det samme på den kolde marcipan. Kom det hele konfektstykke tilbage i formen med nougatsiden opad. Hæld resten af den tempererede chokolade på og drys med kakaonibs, finthakkede hasselnødder og guldstøv.

Skær ud i firkantede konfektstykker.

Tip til opskriften
Opbevar de små konfektstykker i en lufttæt beholder, evt en småkagedåse og helst ikke i køleskabet, da det gør chokoladen mat og lidt kedelig. Ideelt kan de opbevares i en beholder i et mørkt køligt skab.

Brug en helt skarp kniv til at skære dem ud, evt en brødkniv.

Når nougat og chokolade smeltes sammen giver den en lækker og knap så sød nougat, som egner sig godt til en mere fast konfekt.

Du kan variere med andre nødder eller kerner, fx mandler, pinjekerner eller valnødder

Marcipanen kan æltes med lidt fintrevet appelsinskal, lidt contreau eller Grand Marnier, for lidt ekstra smag til den lækre marcipan.